fredag den 5. juli 2013
Tilbageblik
Hej allesammen.
Ja, så må jeg erkende at der gik ufattelig lang tid før jeg fik taget mig sammen til dette indlæg. Jeg føler at jeg er nødt til at afslutte denne blog på en ordentlig måde. Jeg er glad for at jeg har ladet jer følge med - nu kan jeg også selv bruge det lidt som en dagbog og kigge tilbage på året der er gået.
Nu er jeg jo så kommet hjem til Danmark igen. Det er ikke let.
Da jeg skulle sige farvel til min værtsfamilie, venner og bekendte i USA var det den underligste følelse jeg nogensinde har haft. Faktisk følte jeg slet ingenting. Der var mange der græd - jeg kunne bare slet ikke. Nogle af dem spurgte om jeg ikke var ked af det, og måtte fortælle dem, at selvfølgelig var jeg det - det kunne bare slet ikke gå op for mig at jeg skulle forlade dem.
I forbindelse med graduation, som jeg nok lige skal lægge nogle billeder op af, holdte Zane og jeg en fest hvor der kom rigtig mange mennesker. Det blev holdt få dage før jeg skulle rejse hjem, så det var også lidt en slags afslutningsfest for mig. På dagen hvor jeg skulle rejse hjem inviterede vi alle der havde tid over for at sige farvel lige inden vi skulle køre. Der kom en hel masse forbi, og så kørte jeg ellers med hele min værtsfamilie mod lufthavnen. Der blev ikke sagt meget i bilen. Jeg var næsten den eneste der sagde noget - jeg prøvede lidt at holde en god stemning. Det var svært. På vejen derned holdt vi ind for at spise på Hickory Park hvor vi havde spist dengang i August hvor de samlede mig op i lufthavnen. Ikke et ord blev sagt da vi spiste. Det hele var så sørgeligt. Jeg tror ikke vi havde lyst til at se det i øjnene.
Men vi ankom til lufthavnen og vi kunne egentlig ikke være meget sammen inden der ikke var adgang for dem længere. Da jeg begyndte at sige farvel til dem græd jeg og da jeg vendte mig og gik, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg hylede som om nogen var gået bort. Det føltes sådan! Og det var den længste flyvetur hjem nogensinde. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv. Personalet og alle mulige fremmede mennesker kom hen til mig og spurgte om jeg var okay.
Da jeg endelig ankom til København var det en lettelse at se min familie som ventede på mig med flag og skilt. Det var så dejligt at se dem igen og for et øjeblik glemme hvor meget jeg gerne ville tilbage.
Der er gået en måned siden jeg kom hjem. Jeg har haft rigtig travlt med at se familie og venner, og da jeg også har fået job og arbejder stort set hver dag, er der nok at se til. Alligevel savner jeg Iowa helt forfærdelig meget. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på dem allesammen. Jeg har svært ved at vænne mig til at være hjemme og har brug for at der sker noget hele tiden. Jeg har det godt herhjemme, men jeg har et stort tomrum indeni. En del af mig vil altid tilhøre Iowa og der er ingen tvivl om at jeg vender tilbage mange mange gange i fremtiden.
Jeg har haft et helt fantastisk udvekslingsår. Jeg har mødt så mange mennesker som har gjort utrolig stort indtryk på mig. Jeg er dem dybt taknemmelige for det de har givet mig dette år. Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage - men minderne er guld værd!
Ja, så må jeg erkende at der gik ufattelig lang tid før jeg fik taget mig sammen til dette indlæg. Jeg føler at jeg er nødt til at afslutte denne blog på en ordentlig måde. Jeg er glad for at jeg har ladet jer følge med - nu kan jeg også selv bruge det lidt som en dagbog og kigge tilbage på året der er gået.
Nu er jeg jo så kommet hjem til Danmark igen. Det er ikke let.
Da jeg skulle sige farvel til min værtsfamilie, venner og bekendte i USA var det den underligste følelse jeg nogensinde har haft. Faktisk følte jeg slet ingenting. Der var mange der græd - jeg kunne bare slet ikke. Nogle af dem spurgte om jeg ikke var ked af det, og måtte fortælle dem, at selvfølgelig var jeg det - det kunne bare slet ikke gå op for mig at jeg skulle forlade dem.
I forbindelse med graduation, som jeg nok lige skal lægge nogle billeder op af, holdte Zane og jeg en fest hvor der kom rigtig mange mennesker. Det blev holdt få dage før jeg skulle rejse hjem, så det var også lidt en slags afslutningsfest for mig. På dagen hvor jeg skulle rejse hjem inviterede vi alle der havde tid over for at sige farvel lige inden vi skulle køre. Der kom en hel masse forbi, og så kørte jeg ellers med hele min værtsfamilie mod lufthavnen. Der blev ikke sagt meget i bilen. Jeg var næsten den eneste der sagde noget - jeg prøvede lidt at holde en god stemning. Det var svært. På vejen derned holdt vi ind for at spise på Hickory Park hvor vi havde spist dengang i August hvor de samlede mig op i lufthavnen. Ikke et ord blev sagt da vi spiste. Det hele var så sørgeligt. Jeg tror ikke vi havde lyst til at se det i øjnene.
Men vi ankom til lufthavnen og vi kunne egentlig ikke være meget sammen inden der ikke var adgang for dem længere. Da jeg begyndte at sige farvel til dem græd jeg og da jeg vendte mig og gik, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg hylede som om nogen var gået bort. Det føltes sådan! Og det var den længste flyvetur hjem nogensinde. Jeg har aldrig grædt så meget i mit liv. Personalet og alle mulige fremmede mennesker kom hen til mig og spurgte om jeg var okay.
Da jeg endelig ankom til København var det en lettelse at se min familie som ventede på mig med flag og skilt. Det var så dejligt at se dem igen og for et øjeblik glemme hvor meget jeg gerne ville tilbage.
Der er gået en måned siden jeg kom hjem. Jeg har haft rigtig travlt med at se familie og venner, og da jeg også har fået job og arbejder stort set hver dag, er der nok at se til. Alligevel savner jeg Iowa helt forfærdelig meget. Der går ikke en dag hvor jeg ikke tænker på dem allesammen. Jeg har svært ved at vænne mig til at være hjemme og har brug for at der sker noget hele tiden. Jeg har det godt herhjemme, men jeg har et stort tomrum indeni. En del af mig vil altid tilhøre Iowa og der er ingen tvivl om at jeg vender tilbage mange mange gange i fremtiden.
Jeg har haft et helt fantastisk udvekslingsår. Jeg har mødt så mange mennesker som har gjort utrolig stort indtryk på mig. Jeg er dem dybt taknemmelige for det de har givet mig dette år. Jeg ville ønske jeg kunne spole tiden tilbage - men minderne er guld værd!
Abonner på:
Opslag (Atom)