fredag den 30. november 2012

State Dance Competition!


Pludselig blev det slutningen af november og tid til State Dance Competition!
Vi mødtes i går morges på skolen hvor vi fik lagt det meste af vores make up og sat hår inden vi drog mod Des Moines som er Iowas hovedstad eller hvad man nu kalder det når det er en stat. Vores tema er monster, så det er derfor vi så ud som vi gjorde (hvis nogen synes det ikke så voldsomt elegant ud) ;)

Da vi ankom havde vi lidt tid til at se andre hold inden vi selv skulle opvarme og optræde. Egentlig var jeg ikke nervøs overhovedet, da vores pom-dans ikke var særlig svær. Jeg var dog utrolig spændt! Jeg nåede nærmest ikke at opfatte at vi faktisk optrådte før vi var færdige og ude fra gulvet igen!
Vi gjorde det bedste vi kunne og det kunne ikke have været meget bedre. De fleste hold har dog trænet siden foråret, hvor vi kun har trænet en måneds tid, så det gjorde en forskel. Vi var 0.75 point fra at komme i top ti, så det var lidt bittert! Der var sindssygt mange hold - omkring 500 tror jeg, men der var også forskellige kategorier (pom, militær, hiphop osv.)

Om aftenen var der awards hvor der blev overrækket trofæer, og som I måske kan se på billedet i ovenfor var der MANGE trofæer der skulle uddeles. Det tog ufattelig lang tid!
Vi overnattede dernede på et hotel som lå få blokke væk. Rigtig lækkert! Vi havde en alt alt alt for sjov aften og nat, men jeg vil ikke gå i detajler! Vores trænere var ikke så glade for os.. :)
I morges tog vi så ud og spiste morgenmad inden vi tog ind og så dans igen - konkurrencen fortsatte nemlig i dag - og derefter satte vi kursen hjemad.

Det var en helt vildt fed oplevelse, selvom vi ikke placerede. Det er når man er til sådanne ting, at man kommer tættere på menneskerne omkring én, og det gjorde jeg bestemt! To fantastiske dage, og endda ude af skolen - så forlænget weekend til hende hér :)

I aften spillede drengene deres første rigtige basketball kamp - ALT for fedt. Der er den bedste stemning, det kan ikke beskrives. Jeg er nødt til at filme det for jer engang! Bagefter var jeg ude at spise med Hunter og hans familie - han spillede desuden en fabelagtig kamp, shout out til ham :))

Jeg har modtaget adventsgaver fra mine forældre, pakkekalender fra Frederikke og en gave fra hendes forældre - aaaaaaaaalt for lækkert. Det varmer mit hjerte :)
I morgen (eller i dag, for det er nat lige nu) er det første december og det er slet ikke til at forstå. Jeg glæder mig meget til at opleve den amerikanske jul!


Ha' det så længe venner!

søndag den 25. november 2012

THANKSGIVING!


Fire dages thanksgiving break er ved at være ovre, og den har bestemt været god!
Torsdag ved middagstid kom der 17 gæster, familiemedlemmer hjem til os for at fejre thanksgiving. Man fejrer alt det man er taknemmelig for, og spiser alt alt alt for meget mad. Lækker mad, skal det dog siges. Jeg bidrog med en god dansk lagkage lavet helt fra bunden. Jeg glemte at tage et billede af den inden den var væk - og det var den hurtigt, for den var et hit!
Bagefter tog jeg videre til Hunters thanksgiving hos hans mor, og om aftenen hos hans far. Alt i alt en rigtig hyggelig dag, med lækker mad og godt selskab! Thanksgiving er også der hvor man "gør sig klar" til jul, så om aftenen så vi en julefilm for at komme lidt i stemning.

Klokken 3.30 fredag nat eller morgen (eller hvad man vil kalde det), satte vi kursen mod Des Moines for at shoppe! Dagen efter thanksgiving er nemlig Black Friday, hvor folk går AMOK med shopping. Der er de sygeste tilbud, og butikkerne har åbent hele døgnet. Der er folk som står i kø foran indkøbscentrene to dage i forvejen - det siger lidt om det! Folk løber rundt og kaster med tingene. Der er folk der omkommer, simpelthen bliver tromlet ned - så det er ikke for sjov kan jeg sige jer! :)
Vi shoppede fra klokken 6 til klokken 12 hvor vi spiste frokost, og derefter fortsatte indtil vi klokken 18 var hjemme igen. Det var en ufattelig lang dag, GOD dag, og vi var allesammen kvæstede da vi kom hjem!

Resten af weekenden har gået med basketball, hårfarvning, afslapning og dansetræning. Den kommende uge er state dance competition så det bliver enormt spændende.

Jeg har det rigtig godt og nyder nyder nyder. Jeg kan måske mærke at jeg skal holde mig travlt beskæftiget specielt her i december så jeg ikke kommer til at savne jer derhjemme alt for meget :)
Tiden flyver - den går skræmmende stærkt når man har det godt.

søndag den 18. november 2012

Endnu to uger og alt for meget sygdom

Øverst til venstre: På mexicansk restaurant for at fejre Alyssas fødselsdag!
Nederst til venstre: En liste over de forskellige årsager til indlæggelse på hospitalet for mentalt syge.
Øverst til højre: Alyssa og Jeg.
Nederst til højre: Ahna og Jeg + hospitalet vi besøgte.


Jeg tænker at I lige får et indlæg med en hel masse forskellige ting inden det næste vil være med fokus på Thanksgiving som er i den kommende uge!

Kort efter min fødselsdag fik jeg endnu en pakke med posten - denne gang fra min moster, onkel, fætre og kusine. Jeg havde samme dag lovet mig selv ikke at spise helt så meget usund mad, men det glemte jeg hurtigt alt om da pakken var fyldt med danske lækkerier! Det varmer altid at modtage noget hjemmefra :-)

Jeg har været på udflugt med min psykologi klasse til et hospital for personer med mentale problemer. Det var virkelig spændende og på samme tid virkelig skræmmende at høre om og se. De havde et slags museum med ting fra dengang det hele startede op, og det var for eksempel helt uhyggeligt at se hvorfor mennesker egentlig blev indlagt dengang. Selve oplevelsen fik én til at indse hvor godt man egentlig har det.
En ting som overraskede mig meget var, at de på "kvinde-fløjen" ikke havde noget som helst stående eller hængende på væggene, da mange kunne finde på at spise tingene - simpelthen for at få opmærksomhed. Jeg var mundlam :-)

Siden sidst, det vil sige inden for de sidste to uger, har jeg været i biografen fire gange! Hvis I ikke har set dem kan jeg uden tvivl anbefale "Taken 2", "Breaking Dawn part 2" og "Skyfall". Kat og jeg så også "Silent Hill" men den var ikke helt som forventet :-) 
Min værtssøster havde fødselsdag så vi tog ud at spise først og så bagefter ind og se den nye Breaking Dawn. Ellers har jeg været afsted sammen med Hunter de andre gange.

Hele sidste uge lå jeg på langs herhjemme da jeg var syg. Jeg var ved lægen for at få taget nogle tests, men ingen af dem viste noget, så det var nok bare en virus. Det er helt vildt så mange der er syge for tiden, så det var blandt andet også derfor jeg blev bedt om at blive hjemme fra skole resten af ugen! Så havde jeg masser af tid til at skype med folk, da det ikke var så skæve tidspunkter - men det var stadig viiirkelig kedeligt.

Nu er jeg ved at være ovenpå igen og den kommende uge bliver kort og nem da vi har fri torsdag og fredag pga. Thanksgiving. Torsdag får vi besøg af hele familien til frokost, men da jeg også er inviteret over til Hunters familie, smutter jeg nok på et tidspunkt!
Fredag nat/morgen starter Black Friday hvilket er shop-amok. Alle butikker har åbent hele natten med syge tilbud, så alle os "piger" tager afsted - det glæder jeg mig til! :-)

Håber I har det godt. Skriv en besked, mail, send et brev or whatever - det varmer utroooolig meget :-)

onsdag den 7. november 2012

Chicago og fødselsdag!

Jeg beklager på forhånd at dette indlæg bliver langt..... SORRY, jeg har bare en del at fortælle :))))


Torsdag morgen i sidste uge blev Kat og jeg samlet op af bussen der skulle transportere os til Chicago. Flokken bestod af udvekslingsstudenter fra Minnesota og så min udvekslingsgruppe her fra Iowa.
Vi ankom til vores hotel efter godt 7 timer, hvor vi kun lige nåede at læsse vores ting af inden vi skulle downtown for at se "The Blue Man Group". Det er tre helt blå mænd som underholder med forskellige ting - uden at snakke overhovedet - det var meget sjovt, og anderledes. Om aftenen da vi kom hjem tog vi på shopping da der lå et shoppingcenter på den anden side af gaden ved hotellet (mega lækkert).

Fredag stod på sightseeing. Først var vi inde på the "Museum of science and industry". Der var nogle få ting som var ret spændende, men derudover var jeg ikke imponeret - generelt er jeg ikke så meget et museums-menneske, så jeg har svært ved at få flere timer til at gå der. Heldigvis havde de en café og restaurant som vi kunne sidde på ;-)
Bagefter tog vi ind til "Navy Pier". Det er en meget lang mole ved havnen, med musik og shoppemuligheder. Vi havde rigtig godt vejr så Mari og jeg nød bare vejret og udsigten ind over byen. Mari er fra Norge og det er hende jeg skal til Hawaii med. Turen gik videre til Willis Tower. De fleste af jer kender det nok som Sears Tower, men navnet er ændret! Det er USA's højeste bygning. Vi tog derop og så udsigten og fik taget billeder på platformen som var gennemsigtig, så man kunne se hele vejen ned til gaden - skræmmende!
Vi tog bussen hjem og tog på shopping i mall'et resten af aftenen.

Lørdag var ultimativ shoppedag. Vi tog downtown da butikkerne åbnede klokken 10 og mødtes igen klokken 17. Dette resulterede i en masse lækre køb fra min side, og et mastercard der ikke kunne bruges mere den dag, da det havde nået sit maksimum per dag. Jeg vidste ikke engang at den havde et maksimum. Så jeg måtte låne mig til resten - for jeg var bestemt ikke færdig ;-)
Da jeg stod i kø i H&M fik jeg pludselig øje på Anne fra Danmark - hun er udvekslingsstudent i Indiana! Hvor stor er chancen for at møde en man kender i USA, Chicago hvor det forresten var proppet med mennesker? Ikke særlig stor - vi var begge helt oppe at køre - det var bestemt dejligt!
Om aftenen var vi ude at spise på noget der hedder Tommy Gun's Garage, hvor vi fik lækker mad og der var en forestilling. Det havde været sjovere hvis vi havde været 40 år. Jeg var i hvert fald tæt på at falde i søvn ;-)

Søndag morgen trillede vi ud af sengene og hoppede på bussen for at sætte kursen mod Iowa igen. Det var en helt fantastisk weekend, hvor jeg lærte en masse nye mennesker at kende, og jeg har fået et tættere bånd med min gruppe. Det er så nemt for os alle at snakke sammen selvom vi er så forskellige, fordi vi alligevel har så meget tilfælles i og med at vi alle er på udveksling. Jeg har bestemt nogle fantastiske venner og "søskende" i dem :-))

Min værtsbror Zane fyldte 18 år den dag jeg tog til Chicago og da min fødselsdag var i mandags, tog hele familien ud at spise søndag da jeg kom hjem. Rigtig hyggeligt og lækkert, og tjenerne sang fødselsdagssang for os og gav os gratis dessert - yum!

Som sagt, mandag var min 18 ÅRS FØDSELSDAG. Jeg synes selv det er ret stort ;)
Jeg startede min dag ud med at pakke gaver op fra min danske familie, hvor jeg fik en ring fra min mor, øreringe fra min far, og en pæn sum penge på min konto fra dem begge, min bror, famor og bedsteforældre. Jeg vil højst sandsynligt bruge dem på Hawaii turen!
I skolen fik jeg lov til at skype med Frederikke i Art Metals så jeg havde en dejlig snak med hende! Derefter blev jeg kaldt op på kontoret da der var kommet blomster til mig. Min værtssøster Alyssa havde sendt mig en buket blomster, og det varmede bare vildt meget! Efter skole tog Hunter med mig hjem fra skole. Hunter er en dreng jeg har mødt fra skolen, som jeg ser en del efterhånden. Han havde bestilt en times massage til mig om tirsdagen i fødselsdagsgave. Han er en meget sød dreng! Vi skypede først med min mor, derefter min far og til sidst min bror. Det var dejligt lige at se og snakke med dem på selve dagen, for man kan ikke undgå at savne dem, specielt den dag! Jeg fik et par pakker hjemmefra med slik, gaver og breve - dejlig overraskelse! Efter aftensmad kom Ahna over samt Kat og hendes værtsforældre. Mine værtsforældre havde bestilt en kage til mig, så vi fik kage og is. Jeg fik også gaven fra min værtsfamilie - en rigtig smuk guldhalskæde. Alt i alt havde jeg en helt fantastisk dag. Jeg er så heldig med at der er så mange mennesker omkring mig der tænker på mig og sørger for at jeg har det godt. Det sætter jeg meget pris på!