tirsdag den 25. december 2012

Jul!

Så er det også blevet jul her i USA!


Vi startede dagen med at åbne gaver da vi vågnede, hvilket jo er en af de anderledes traditioner i forhold til hvad jeg er vandt til! Jeg har simpelthen fået så mange gaver i år, at det er helt overvældende! Jeg havde modtaget gaver fra min familie hjemme i Danmark, hele min værtsfamilie havde købt mange lækre gaver og jeg fik også en hel masse fra Hunter og hans familie! Det er bestemt ikke dårligt :-)

Lige nu slapper vi af da vi lige har spist julemiddag. Dagen i dag skal gå med julefilm, spil og sikkert bordtennis, da min værtsbror fik bordtennisbord i julegave!

Juleaften, altså i går aftes, var jeg sammen med Hunter og hele hans familie. Først på hans mors side, og derefter på hans fars. Det var rigtig hyggeligt! Bagefter tog jeg i kirke med min værtsfamilie - midnatsgudstjeneste. Juleaften er normalt den eneste aften jeg går i kirke hvert år, så det sikrede jeg mig for længe siden, at det også var en del af denne juleaften :-) De fleste af salmerne og bønnerne var de samme som vi har derhjemme, udover at de er på engelsk her selvfølgelig! Vi havde allesammen fået uddelt et stearinlys, og de mørklagde hele lokalet og koret sang mens de var tændt. Der havde jeg mig lige et øjeblik hvor jeg koncentrerede mig om ikke at få tårer i øjnene :-)

Jeg har haft en rigtig dejlig jul herovre, men den har bestemt været anderledes. Derhjemme er jeg vandt til at vi sætter os om bordet hele familien med stort måltid, danser om juletræet og synger, og åbner pakker om aftenen selvfølgelig. Det har der ikke været så meget af her. Men det har ikke gjort det dårligt, bestemt ikke! :-) Dog føles det ikke heeelt som det plejer!

Nu vil jeg bare nyde resten af min juleferie. Nytårsaften skal jeg højst sandsynligt holde med Hunter. Vi skal ud at spise og lidt af hvert. Det kan jo ikke blive til noget stort for mig i år, da alkohol ikke er tilladt for mig ;-) Så det bliver endnu mere anderledes end jul tror jeg. Nytårsaften plejer at være noget af en vild aften... Men det bliver rigtig godt :-)

Jeg håber at I allesammen havde en god juleaften og får nogle gode juledage sammen med jeres kære omkring jer!

OG... Til Bedstemor og Bedstefar hvis i læser dette, så har småkagerne været en del af vores julemiddag herovre! Og de er et hit! De er ikke heeelt enige om hvilken slags der er bedst, men de er hurtigt væk! :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar